Om Janni Ansel

 

Da jeg var barn undrede jeg mig over hvordan bier og brombasser kunne flyve. Jeg stod der og studerede biernes arbejde og brombassernes dans, der midt i kløvergræsset, og forsøgte at forstå energi ud fra min nysgerrige og barnlige egen logik. Jeg iagttagede, at når vingerne på bierne ikke var aktive, fordi bierne var optaget af at samle nektar, så kunne jeg se detaljerne på vingerne. Jeg kunne se, hvordan lyset fra solen spillede i forskellige farver på vingerne, lige som en sæbeboble. Når jeg kom for tæt på for at studere dette fænomen nærmere, fløj bierne naturligvis, og pludselig kunne man slet ikke se vingerne på bierne, fordi svingningerne gik så hurtigt, men jeg vidste de var der, og undrede mig derfor, hvordan de sådan kunne blive nærmest usynlige. De voksne omkring mig fortalte mig en anekdote om brombasserne, om at de egentlig var for store til at flyve med de små vinger de havde, men de fløj alligevel, thi de vidste ikke bedre. Fint nok tænkte jeg, men det var det andet fænomen, der undrede mig mest, og da jeg spurgte ind til det, så de voksne på mig med sådan et blik, der fortalte mig, at det var da et mærkeligt spørgsmål.

I det hele taget var jeg et barn der undersøgte verden på min egen måde, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg nok skulle holde det for mig selv. Mine jævnaldrende synes jeg var underlig, når jeg spontant råbte “Se den måge – er det ikke fantastisk som den glider på luftbølgerne!”. “Hvilken måge?” lød svaret,og det gik op for mig, at jeg lagde mærke til mange ting ved og i naturen, som mennesker omkring mig overhovedet ikke ænsede.

Jeg kan huske mange episoder, hvor min nysgerrighed og undren, mere har fremkaldt latterliggørelse end seriøsitet hos mine medmennesker. I skolen var jeg det barn der stillede spørgsmål, som gjorde at læreren så meget træt ud på kort tid. Et eksempel på det var min matematiklærer. Han fortalte om Pythagoras sætning A2+B2= C2. Jeg spurgte så min lærer, hvorfor det var det, altså  A2+B2=C2, og min lærer opfattede det som et uartigt spørgsmål. Det jeg naturligvis ville vide var årsagen til, at man kunne danne en sætning som A2+B2=C2.  Men jeg havde også nogle få lærere, der understøttede denne trang til at udforske og undre mig. Især kan jeg huske min fysik og kemilærer meget venligt opfordrede mig til at undersøge hvordan lysenergi arbejder. Så jeg kastede mig over opgaver, som handlede om, at samle forskellige farvede ledninger til forskellige systemer af små plader med lyspærer på. Jeg blev naturligvis begejstret, når pæren lyste, men når jeg spurgte ind til, sådan dybt ind til hvad energi egentlig er for noget, om der er forskelliger former eller blot én form for energi. Så gik den venlige fysik og kemilærer blot videre til læren om magneter. I mit hoved dengang blev disse skoleeksperimenter med lys og magneter til andre idéer om hvad energi kunne være for noget.

Men tilbage til historien om bivingernes svingninger der gjorde at de blev usynlige. Da jeg i min ungdom for første gang kom op i en flyvemaskine, sad jeg og betragtede flyvemaskinens propeller. De var helt tydelige, da flyvemaskinen holdt stille, men jeg oplevede igen denne samme undren, da flyvemaskinen gik i gang. Jeg så hvordan propellerne først kørte lidt langsomt, så jeg stadig kunne se dem. Der dannedes ligesom en cirkel i de første hastigheder, men præcis ligesom biernes vinger, blev flyvemaskinens propeller også nærmest usynlige da hastigheden blev højere og højere. En simpel erfaring vil mange nok mene, men det jeg dengang manglede var voksne og jævnaldrende, der gad at undre sig sammen med mig. Jeg mærkede manglen på resonans. Der var ligesom ikke nogen, der gad at forholde sig til den mangfoldighed af mirakler, der skete lige rundt omkring ørerne på os.

I dag arbejder jeg med resonans ud fra en fysisk, biologisk, kemisk, psykologisk, pædagogisk og filosofisk tilgang i et engageret og dynamisk samarbejde.